Velkommen til Luna
Vi er en lille, hyggelig vuggestue med plads til 36 børn. Vi har tre stuer: Månestuen, Solstuen og Stjernestuen. På hver stue er der 12 børn og tre voksne.
Vi bor på Reersøgade på Østerbro i stueetagen i en ældre lejlighedsejendom. Her har vi en lille og hyggelig legeplads i baggården.
Et lille hus med stor tryghed
At vi er et lille hus betyder, at alle voksne kender børnene på alle tre stuer. Det gør det nemt at skabe en tryg hverdag for børnene. Børnene føler sig trygge i at bevæge sig rundt i hele huset og kommer gerne på besøg både i køkkenet og på kontoret, og det skaber en rar stemning.
Vi har stort fokus på at udnytte den plads, vi har, bedst muligt. Derfor bruger vi vores soverum til motorikrum, når der ikke bliver sovet lur, og vi laver også bevægelsesaktiviteter på gangene. Vi tænker meget over, hvordan vi skaber gode læringsmiljøer for børnene og udnytter pladsen på stuerne til legezoner frem for at have borde og stole i alle rum.
Vores pædagogiske arbejde
I vores pædagogiske arbejde har vi fokus på det nære, det trygge og de gode relationer - både mellem barn og voksen og mellem barn og barn. Vi arbejder ud fra redskabet 'omsorgstrekanten' som handler om, at de basale behov som søvn, mad og tryghed skal være opfyldt, før vi kan skabe udvikling hos barnet.
Hver formiddag deler vi børnene ind i små grupper, som er lavet ud fra børnenes behov for udvikling, deres venskaber, deres alder og hvad de er optaget af for tiden. Når vi laver pædagogiske aktiviteter i små grupper, kan vi nemmere tilpasse det til hvert barns behov og inddrage børnene så meget som muligt i det, vi laver.
Vi arbejder desuden med pædagogik dagen lang - ikke kun i formiddagsstunden, hvor der er planlagte pædagogiske aktiviteter. Der er nemlig lige så meget udvikling for barnet at hente under måltiderne, når vi tager overtøj på i garderoben, og når vi står i kø til at vaske hænder. Derfor har vi fokus på hverdagspædagogikken - hver dag.